Indledning
I forbindelse med årsskiftet er der meget at huske for dig, der arbejder med lønindberetning. Korrekt indberetning og afslutning af året, kan spare dig for besvær og ekstra opgaver i det nye år.
I dette indlæg gennemgår vi de opgaver, du skal huske i forbindelse med årsafslutningen, så du kommer godt fra start i det nye år.
At lave ”gammel” løn, hvor løn først er til disposition den efterfølgende måned, er normalt ikke noget problem for årets første 11 måneder. For december måned er det dog anderledes. Udbetales december lønnen med dispositionsdato i januar måned, tilhører lønnen skattemæssigt det nye indkomstår. Det giver problemer i forhold til fradrag, pension og feriepenge.
Helt konkret betyder det, at medarbejderens indtægt i det gamle år bliver mindre end forventet, og indtægten i det nye år bliver større end forventet. Det kan f.eks. have betydning for de medarbejdere som ligger tæt på topskattegrænsen, som går på efterløn eller på anden måde overgår til overførselsindkomst. Ligesom det betyder, at pensionsindbetalinger bliver mindre det ene år og større det andet.
Det er derfor vigtigt at have fokus på december-lønnen og holde godt øje med seneste frist for indberetning. Har du udbetalt aconto løn eller et decideret forskud er det vigtigt, at få det kørt korrekt igennem lønsystemet som bruttoløn minus am-bidrag og A-skat, så medarbejderens årsopgørelse fra Skat bliver korrekt.
Vigtige afleveringsfrister for i år
Det er vigtigt, at du indberetter medarbejdernes løn for december måned i ekstra god tid på grund af banklukkedage i forbindelse med jul og nytår. Derfor er den
Sidste afleveringsfrist for i år den 23. december 2024 kl. 16.30.
Hvis du kommer for sent med december-lønnen og først udbetaler den som en løn tilbage i tid i januar, vil lønnen skattemæssigt høre til indkomståret 2025, når indkomsten først er til rådighed for medarbejderen i det nye år – også selvom lønperioden umiddelbart ser ud til at høre til 2024.
Hvis medarbejderen får lønnen udbetalt som et aconto beløb i 2024, vil du som noget nyt kunne indberette lønnen tilbage i tid, og vælge den dispositionsdato, hvor medarbejderen havde pengene til rådighed, så de beskattes i 2024. Denne løsning er ikke helt på plads endnu, men Dataløn giver besked, når løsningen er klar. Du vil derefter kunne kontakte Viborg Løn og HR for assistance, hvis du har brug for denne løsning.
Medarbejderfratrædelse til nytår
Hvis en medarbejder fratræder i slutningen af året, er det endnu mere vigtigt at være opmærksom på saldi end ellers. Ved fratrædelse skal medarbejderen have udbetalt tilgodehavende søgne-/Helligdagsopsparing, fritvalgsopsparing og hvad der ellers er til gode. Det er her vigtigt, at disse udbetalinger kommer med i det rigtige år, og altså udbetales med den sidste løn i 2024.
Har du medarbejdere med løn under ferie, som fratræder i december, skal du huske at indberette feriepengene senest sammen med udbetaling af årets sidste løn, den 23 december 2024 inden kl 16.30.
Har du medarbejdere, som ikke længere er ansat hos dig, skal du huske at indsætte fratrædelsesdatoen på medarbejderne senest d. 23. december inden kl 16.30. På den måde sikrer du, at du ikke betaler abonnement for medarbejdere, du ikke har ansat næste år.
Opgørelse af fritvalgsopsparing ved årsskifte
Hvis fritvalgsopsparing er en del af medarbejderens overenskomst eller ansættelsesaftale, er det deri, du kan se, om den skal opgøres og udbetales ved årsskiftet.
Skal indestående på fritvalgsopsparingen udbetales ved årsskiftet, så skal dette ske senest sammen medd
ecember lønnen. Beløb, der skal udbetales, kan findes på medarbejderens lønseddel, og du kan vælge at tømme Fritvalgsopsparingen på alle, ved at sætte hak i feltet “Udbetal fritvalgssaldoen”, når du danner din lønindberetning for december.
I DataLøn bliver rest-fritvalgsopsparing automatisk overført til næste år, hvis den ikke udbetales, og så kan medarbejderen selv tage stilling til, hvad der skal ske med opsparing efterfølgende.
Opgørelse af SH-opsparing ved årsskiftet
Hvis medarbejdere ved årsskiftet har søgnehelligdagsopsparing (SH) til gode, så kan du vælge at udbetale denne. Hvordan rest SH-opsparing skal opgøres afhænger af virksomhedens overenskomst eller efter, hvad der er aftalt i ansættelseskontrakt.
Rest SH-opsparingen kan automatisk udbetales med den sidste løn i kalenderåret. Hvis virksomheden bruger Dataløn, kan du på medarbejderens stamdata i afsnittet ’Ferie og opsparinger’ sættes parameteren ”Restbeløb udbetales ved årsskifte”, hvis du har udfyldt Søgnehelligdagsprocenten. Hvis den parameter står = Ja, vil Dataløn automatisk tømme SH-opsparingen sammen med lønnen for december.
Vær dog opmærksom på, at ved automatisk udbetaling af SH, vil dette ikke fremgå af lønsedlen for december, før efter at lønnen er kørt. Såfremt du ønsker at styre udbetalingen af SH-saldoen selv, kan du indsætte løndel 04 i din lønindberetning, og taste saldoen manuelt. Saldoen vil du kunne aflæse i højre side af skærmen, når du har tastet alle løndele ind, da saldoen skal indeholde alt der skal køres i december lønnen.
Feriefridage nulstilles ved årsskiftet
Hvis medarbejderen har ret til feriefridage, så skal du være opmærksom på at system nulstiller feriefridage ved årsskiftet. Dette gælder, hvis du tildeler feriefridage på løndel 45.
Eksempel: Har medarbejderen for eksempel fået tildelt 5 feriefridage pr. 1. september, men kun afholdt 3 dage pr. 31. December, så skal du manuelt opskrive saldoen med 2 dage i januar. Dette gør du ved enten, at lægge 2 dage ind på løndel 45 med lønkørsel i januar. Rest feriefridage på 2 dage vil så igen fremgå af saldofelter og lønsedlen for januar.
Lønafstemning i eIndkomst
Som en del af årsafslutningen bør du afstemme virksomhedens lønoplysninger til eIndkomst. I Dataløn får du en afstemningsliste, som kan bruges til dette. Du kan afstemme værdierne i de enkelte felter på medarbejderens afstemningsliste med den seneste lønseddel. Og tilsvarende kan du afstemme værdierne i felterne for arbejdsgiver med det seneste bogføringsbilag.
Er der uoverensstemmelse mellem eIndkomst og DataLøn, skal du finde ud af i hvilken periode, differencen er opstået, og derefter på hvilke medarbejdere. Begynd med at sammenligne de enkelte måneder. Når du så har identificeret uoverensstemmelsen, skal den rettes i enten lønsystem og/eller i eIndkomst.
Merindbetaling på pension inden årsskiftet
Hvis du har medarbejdere som ønsker at indbetale ekstra på deres pension inden årsskiftet, så kan det gøres på forskellige måder. Du kan enten lave en ekstra indbetaling i procent eller et fast beløb.
Hvis det drejer sig om en AM Pension, så skal du beregne den ønskede ekstra indbetaling som procent, og indsætte den på medarbejderens stamdata under Pension i feltet “Frivillig medarbejderprocent”.
Hvis det drejer sig om en virksomhedspension eller privat pension, kan du enten forhøje medarbejderens bidragsprocent eller indtaste selve beløbet på medarbejderens stamdata under Pensioner.
Uanset hvad du gør, så HUSK at få procenter og beløb sat tilbage til det oprindelige, når du har kørt lønnen for december.
Indberetning til statistik
Både Danmarks Statistik og Dansk Arbejdsgiverforening indsamler løbende løndata fra danske virksomheder. Det gør de for kunne måle og belyse udviklingen i det danske samfund. Det kan hænde, at din virksomhed bliver udvalgt til at skulle indberette statistik. I sådanne tilfælde vil du modtage et brev om det, hvor der også står hvordan du skal indberette.
DataLøn kan sørge for at der løbende vil blive indberettet til de forskellige statistikmodtagere. Det eneste du skal sørge for, er at tilmelde din virksomhed, samt dine medarbejdere i systemet, inden du laver løn for januar.
Overførsel af ferie
Hvis du har medarbejderen med løn under ferie, som har afholdt mindre end 25 dages ferie i sidste ferieår, så skal du lave en aftale med medarbejderen om, hvorvidt I skal overføre eller udbetale op til 5 feriedage.
Aftalen skal være skriftlig, og skal laves senest 31. December 2024.
Hvis feriedagene skal udbetales, skal det ske senest i marts måned 2025.
De overførte feriedage skal indtastes på medarbejderen i januar måned. Det foregår på medarbejderens stamdata, under ‘Ferie og opsparinger’ ved at indtaste i “Optjent”, Overførte feriedage.
Dette bør gøres før den første løn køres i 2025
Ændring af afregningstidspunkt for A-skat og AM-bidrag
Har i fået brev fra SKAT om at I skal ændre afregningstidspunktet for A-skat og AM-bidrag, kan du se i vores vejledning her, hvordan du ændrer afregningen. Det er vigtigt at du først ændrer afregningen efter den sidste løn for året i december er udbetalt, men inden du indberetter januar løn i det nye år.
Den forhøjede trækprocent nulstilles
Hvis du har medarbejdere, som har en forhøjet trækprocent, så skal du være opmærksom på, at den frivillige trækprocent bliver nulstillet ved årsskiftet.
Hvis medarbejderen fortsat ønsker at have en forhøjet trækprocent i det nye år, skal du derfor indsætte den forhøjede trækprocent igen, i januar måned.
Vi klarer automatisk:
- Udbetaling af SH, hvis du har sat det op på medarbejderkortet
- Opdatering af nye skattekort i januar måned
- Tilretning af offentlige satser (Fri telefon og internet, Skattefri km x sats)
Inden du laver den første løn i det nye indkomstår, er det vigtigt, at du tjekker:
- Afregningstidspunktet til SKAT
- Om jeres virksomhed skal tilmeldes statistik
- Om du skal fjerne ekstra pensionsindbetaling
- Om der skal opskrives feriefridage, som medarbejderen ikke har holdt
- Om der skal overføres feriedage fra tidligere ferieår